Hvad er eksamensangst?
Eksamensangst er angst der opstår i forbindelse med en eksamen eller en anden præstation, hvor man skal bedømmes af andre.
Eksamensangst er overordnet set oplevelsen af ikke at kunne slå til eller være god nok i en præstationssituation. Angsten er ofte ledsaget af tanker og frygt for, at der opstår stærkt ubehagelige eller skamfulde situationer til eksamen. Typisk vil angsten medføre, at man prøver at undgå både eksamenen og andre situationer, der minder om den forestående eksamen, for eksempel selve eksamensforberedelsen.
Hvad er normale og unormale reaktioner?
Det er helt almindeligt at føle en grad af spænding eller nervøsitet i forbindelse med en eksamen, og det kan ligefrem være en fordel, fordi det skærper sanserne og får én til at yde sit bedste i situationen.
For nogle kan nervøsiteten dog stige til et niveau, som føles så udmattende og krævende, at den skaber fysisk og psykisk utilpashed og forringer præstationsevnen, og den ramte derfor ikke får vist sine faglige kvalifikationer. I disse tilfælde taler man om eksamensangst.
Hvorfor får man eksamensangst?
Eksamensangst kan ramme alle men forekommer ofte hos personer, der stiller meget høje krav og forventninger til sig selv. Eksamensangst skyldes i langt de fleste tilfælde en eller flere af disse årsager:
- Egne dårlige erfaringer med eksaminer eller andre situationer, hvor man har følt sig udstillet eller bedømt.
- Et stort ydre forventningspres, for eksempel fra uddannelsesinstitutionen, familie, sig selv eller andre studerende.
- Anden bagvedliggende lidelse, for eksempel stresstilstande, social fobi, panikangst eller depression.
Hvordan føles eksamensangst?
Eksamensangst vil ofte være forbundet med stærkt fysisk ubehag, koncentrationsbesvær og angstfyldte forestillinger om, hvad der kan gå galt i eksamenssituationen.
Det er forskelligt fra person til person, hvordan eksamensangsten kommer til udtryk. Nogen oplever eksamensangsten, så snart der blot tales om en forestående eksamen, mens andre først oplever den kort før, de skal ind og præstere til selve eksamenen. Atter andre oplever, at eksamensangsten kommer og går uden et egentligt mønster.
Hyppige symptomer på eksamensangst er:
- Nedsatte kognitive funktioner
- Dårlig koncentration og hukommelse
- Tankemylder
- Dårlig samvittighed og selvbebrejdelser
- “Klappen går ned”
Følelsesmæssige reaktioner
- Angst
- Magtesløshed
- Irritabilitet
- Frustration
- Tristhed
- Svært ved at styre trangen til tårer
- Stærkt fysisk ubehag
- Hjertebanken
- Hovedpine og svimmelhed
- Uregelmæssig vejrtrækning
- Uregelmæssig fordøjelse
- Kvalme
- Øget svedtendens
- Søvnbesvær
Trang til at handle for at undgå at blive angst
- Overforberedelse
- Handlingslammelse
- Overspringshandlinger
- Isolation
- Udeblivelse
Hvad skal du være opmærksom på?
Angst er en grundlæggende del af vores menneskelige beredskab, som sætter os i stand til at kunne reagere hurtigt, når der er fare på færde. Derfor er angst en naturlig reaktion, som alle mennesker med al sandsynlighed vil opleve på et tidspunkt i deres liv.
En angstlidelse er karakteriseret ved at kroppens alarmberedskab går i gang, uden at der er en reel fare på færde, og da eksamensangst oftest opleves som en kraftig fysisk reaktion, vil der være en trang til at reagere på truslen ved enten at flygte eller bekæmpe det farlige. I situationer, hvor man ikke umiddelbart med vores fornuft kan identificere en konkret trussel, kan man komme til at opleve angsten som forkert, irrationel eller sygelig, men det er den ikke.
Angst i forbindelse med eksamen er dog uhensigtsmæssig, da symptomerne på angst i sig selv gør det sværere for den ramte at præstere i eksamenssituationen.

Jeg kan hjælpe dig!
Først vil jeg coache dig på dine angstproblematikker og hjælpe dig med at lokalisere hvordan det påvirker dit liv, og være undersøgende på hvornår det opstod og hvad det har af betydning for dig.
Alt efter dine angstproblematikker og omfanget af disse, har jeg forskellige redskaber og veje vi kan arbejde med din angst. Hvordan vi præcis arbejder med din angst, og hvilke redskaber og metoder vi skal bruge, afhænger rigtig meget af hvordan det indvirker i dit liv. Som udgangspunkt vil jeg anvende NLP coaching og alle de redskaber der ligger i det, alternativt vil jeg i forbindelse med angst anvende kognitiv terapi.
Jeg har god erfaring med, at selv svær eksamensangst kan afhjælpes. Ubehandlet eksamensangst kan i svære tilfælde udvikle sig til også at få indflydelse på andre livsområder.
I svære tilfælde vil jeg anbefale at kontakt egen læge. Eksamensangsten kan via egen læge yderligere behandles med små doser af såkaldte betablokkere, der er et receptpligtigt medicinsk produkt, der nedsætter pulsen i moderat grad. Betablokkere påvirker kun blodtrykket i minimal grad, og der er derfor ingen væsentlige bivirkninger ved små doser over kort tid i forbindelse med en eksamen.